Kok i Kosovo - Til Højre Ved Moskéen: marts 2007

Kok - Peter Prahl

Blev tilbudt job i Kosovo i midten af oktober 2005. Talte det igennem med familien og søgte 1 års orlov fra min arbejdsplads. Jeg startede hernede d. 28 november 2005. . . . Men før det: jeg er uddannet kok fra Rudersdal Kro i Holte 1988. Har arbejdet mange steder i Nordsjælland og i København derefter. Før jeg rejste til Kosovo, arbejdede jeg på Center for forvaltning, Høveltegaard i Birkerød. Det er en af forsvarets kursus ejendomme, og jeg fik med stor hjælp fra min køkkenleder, lov til at blive udsendt til Bosnien i feb. - aug. 2002. Her mødte jeg Per under missionsuddannelsen, og vi faldt hurtigt i hak. Vi går såmænd stadigvæk og småhakker på hinanden den dag i dag. Vi blev room mates dernede, og måtte lægge ører til hinandens snorken i 6 måneder. Vi har holdt kontakten ved lige, nogle gange bedre end andre. - Savner dog min gamle "kogerchef" H.J. Kristensen...Kunne godt unde ham en tur med os her i Kosovo. Efter et års tid, besluttede jeg mig for (og min kone var enig i) at slutte på Høveltegaard for at tage et år mere hernede. Det har jeg ikke fortrudt, jeg har haft nogle fantastiske oplevelser, både personligt men også med de lokalansatte hernede, det har Per også været en del af, og det er derfor vil vi forsøge os med denne blog og så må vi se hvad der sker......

Kok - Per Jensen

Uddannet kok i -83. fra Copenhagen Corner. Jeg er som Peter på min anden "udsendelse" og er efterhånden ved at være en temmelig berejst herre. Har været utrolig heldig at få flere chancher i det samme liv og er igang med at benytte mig af det. Jeg har arbejdet som kok siden jeg blev udlært, i både ind og udland. Jeg mødte Peter under missionsuddannelse i Vordingborg og sjovt nok viser det sig at vi begge har vores gang i det nordsjællandske. Peter har jo sagt det meste omkring mission i Bosnien, men jeg vil gi' ham ret i at HJ er savnet.... Jeg har været i Kosovo siden Jan 06 og er utolig glad for at være her og arbejde med de her meget varme og utrolig gæstfri mennesker. Jeg har aldrig oplevet en arbejdsmoral som her.

En oplevelse - Toilet turen

Jeg skulle SÅ meget på potten, at jeg ikke kunne koncentrere mig om så meget andet...Per ville jo hellere fiske...Men historien starter således.... Jeg var lige blevet opereret i hånden efter et eller andet insekt havde bidt mig, og min hånd var svulmet op til det dobbelte. Jeg skulle derfor spise noget penicillin som virkede lettere afførende, og det tænker man jo ikke lige på i farten. Per ville på fisketur og spurgte om jeg ville med. Jeg synes det var en god idé. Meget bedre end bare at sidde hjemme på pinden, eller at være i campen. Så af sted det gik. Vi var 4, Per, Jimmy (P. X. chef) og Jimmys ven (fik ikke navnet) og mig selv, vi kørte til en stor sø i et område der hedder Batlava. Der var utroligt smukt. Og mens de 3 andre startede deres stænger, hjul og snøre med maddiker på krogene, luntede jeg lidt rundt og så mig omkring. Jeg hilste på en ko med klokke om halsen (frygtelig larm) og nåede at træde i et par ko kager inden jeg var tilbage hos drengene. Koen var forsvundet og jeg nød stilheden, den milde vind og den smukke natur. Det var top hygge når nu man havde lidt ondt af sig selv og i hånden. Pludselig kunne jeg mærke at min mave begyndte at blive lidt små gnaven, det boblede lidt og så kom "følelsen". Jeg tænkte at lidt udluftning måske ville klare sagen og trak lidt væk fra de andre. Der var bygget en terrasse med rækværk og noget plast bølge tag henover, tæt ved søens bred. Jeg gik derind og lænede mig op ad rækværket og så ud på de andre, mens jeg smilende lod som ingenting og ville lade luftstrømmene glide gelinde ud i naturen.... Men nej!!, Jeg kunne mærke at dette var en prut der IKKE skulle slå's. Ikke med mindre jeg havde rene underbukser med. Der var ingen anden udvej end at jeg måtte holde igen, og lade den være hvor den var. Det gik fint og jeg gik hen til drengene igen. Per hev et par sandwich op af tasken, det var skønt, jeg var godt sulten, vi spiste og drak lidt, og Per knækkede en tand, vi hørte alle sammen knækket, og så på Pers forskrækkede ansigt. Jeg undersøgte hans mund men kunne ikke se at noget var galt og Per mærkede intet anderledes i munden. Fiskeriet fortsatte, der var nu gået ca. en halv time siden mit mavekneb, og jeg tænkte ikke meget over det før det kom tilbage endnu værre end før... jeg krampede lidt sammen og gik op på terrassen igen, jeg kunne mærke at nu ville "prutten" altså ud... Jeg kunne ikke stå stille, så jeg gik en tur rundt langs bredden og op ad skråningen med grantræer, og dér så jeg det... et udendørs lokum. Jeg havde ikke lagt mærke til det før. Jeg vadede igennem ko kager og mudder, og da jeg endelig nåede derhen, var der ingen dør i, og der var heller ikke noget toilet, det var smadret og sølet til af skidt, pokkers!! Nu var der tryk på i tarmkammeret, jeg holdt igen og holdt igen. Da jeg havde holdt mig i yderligere 45 minutter måtte jeg krybe til korset og sige til Per at den var gal. Med et "Nå for satan, lad os komme af sted" sad vi nu i bilen, på vej mod mine fyldte tarmes befrielse, et toilet derude i det fjerne. Tro mig, jeg havde allerede gjort mig mine tanker om at "lave" i skovbunden, kunne måske oven i købet få hævn over koen, så den kunne træde i en... øh… "mandekage" men det gøs i mig ved tanken om at sidde med "bar røv"...og tænk hvis jeg ramte mine bukser, eller værre...ikke kunne holde balancen og faldt ned i mit eget "spild". Det var ikke en mulighed, og det havde Per allerede fanget, tror jeg. Ved første stop, lærte jeg at udtale ordet toilet på enten albansk eller serbisk, er ikke sikker, jeg blev så glad da han forstod hvad jeg mente. Jeg blev vist om bag en container, og så endnu én, jeg tænkte... YESS, de har sådan en smart toiletcontainer stående rundt om næste hjørne, men nej, i stedet blev jeg ført op ad en lille bakke til et 1x1 meter bredt skur, uden dør, men med et hul i gulvet ned til en lille mose... der var langt ned....men lugten var stærk. Jeg smilede til ham og gav ham tommelfingeren op, fik en tommel tilbage og han vendte sig og gik. - Jeg stod i stanken og ventede, prøvede at forstille mig at bruge hans "hul", men GLEM DET, der var jo heller ikke noget toilet papir? Jeg har hørt at de så hernede, bare bruger højre hånd til at tørre sig, jeg måtte væk fra stanken og gik tilbage til bilen. Per stod og øvede sit albanske sprog med manden der så ud til at være lidt overrasket over jeg var så hurtigt færdig. Jeg sagde tak for lån og smilede. Manden rakte sin hånd ud for at sige farvel. Jeg undrede mig da jeg gav ham hånden. Han må da ha vidst at der ikke var noget toiletpapir deroppe, han vidste jo ikke, at jeg ikke havde brugt "hullet". - Vi måtte videre i toilet søgningen nu, HURTIGT!! Da vi kørte væk så vi at han nok alligevel var kommet i tanker om at der ikke havde været noget toiletpapir deroppe, for han stod ved en vandhane og næsten hysterisk skrubbede sin højre hånd, mens han anstrengt smilede, og nikkede farvel. - Vi kørte videre. Der dukkede en tankstation op der var helt nybygget. Dér, sagde jeg til Per, og vi kørte ind. Jeg spurgte manden om et toilet. (havde jo lært at sige det) - Til sidst forstod han hvad jeg mente, og pegede uden om butikken, omme bagved. Der så jeg at huset ikke var helt færdigt, og udenfor, på muren var der to håndaftryk fra snavsede hænder og en ordentligt bunke lort nedenfor. ØV! jeg gik direkte tilbage til bilen, Per var chokeret og vi kørte videre, vi kom til et lille supermarked, standsede, og jeg spurgte om et toilet, og der stod 2 fyre og sagde, at det havde de slet ikke. Det trykkede godt og grundigt nu, jeg kunne næsten ikke tænke på andet end at holde mig og stod let dansende med mavesmerter og skulede ondt på dem. Irriteret kørte vi videre, vi stoppede så ved næste supermarked. De var meget mere hjælpsomme og forstod oven i købet engelsk . - Jeg sagde "a real toilet?" - Yes yes, no problem, svarede de, og den ene af mændene viste mig vej om bag supermarkedet, og så var jeg jo allerede klar over hvad der så ville ske. Ganske rigtigt, ovre i hjørnet af en have bagved stod et skur magen til det der var oppe ved mosen, forskellen var, at på dette lokum var der en dør man kunne lukke. På det tidspunkt var jeg ved at eksplodere, men jeg afslog alligevel, høfligt men bestemt. Manden lignede et stort spørgsmålstegn og hans venlige smil forsvandt, - jeg sagde i am sorry, i can't do it, i really have to go now, gav ham hånden og kastede mig ind til Per. Per kiggede og sagde: Nej? - jeg rystede på hovedet, havde det rigtigt skidt nu, skulle virkelig koncentrere mig nu, var næsten på vej til at kaste mig ud af bilen nu, og havne i en grøft og så lade det hele gå, tænkte hele tiden på: næste sted, næste sted. - Endnu en tankstation dukkede op, vi var ved at være tæt på hovedvejen, Per kørte ind, jeg sprang ud, ind i butikken, manden talte engelsk, -toilet? manden nikkede, - no a REAL toilet, sagde jeg og aftegnede i luften et toilet med kumme og træk ud knap og det hele, -yes yes svarede han og pegede ud bagved, -for pokker da, ikke igen, men nu kunne jeg næsten ikke klare det mere, var næsten klar til alt nu, jeg gik ud bagved... Himlen være lovet!! -Et rigtigt toilet, oven i købet rent, man kunne bare ikke låse døren, men pyt, jeg begyndte at knappe op, kunne mærke at det var allersidste udkald, ingen toiletpapir!! - knappede bukserne igen, sprintede mod butikken mens jeg lykkeligt råbte til Per at der var et rigtigt toilet, -han råbte tilbage, jamen hvad fanden laver du så?? inde i butikken var der intet toilet papir, selvfølgelig!!! Men der... lige der...lå en pakke med lyserøde servietter, kiggede lige for at se om der var nogle hvide i stedet. Vanvittigt!! Jeg tog de lyserøde servietter, 50 cent sagde manden, jeg smed en euro og sagde behold resten, sprintede tilbage til toilettet og nåede lige at få bukserne af. Himlen sang. Jeg tror aldrig nogensinde jeg har følt en sådan lettelse som jeg gjorde på det toilet!! Mit syn blev klart igen, og jeg fik ilt til hjernen. Min vejrtrækning blev normal og blodet flød igen i mine årer. Det var overstået, vi havde kørt 18 km med flere stop, og jeg nåede det. - Nu var vi på vej tilbage, Per skulle jo fiske og jeg blev trængende igen da vi kom tilbage til søen. . . Peter

Solosnetur

Peter kan noget med toilletter... Jeg kan fortælle en anden lille historie fra det virkelige liv. Den her gang er det ikke så latrinært og jeg var alene i bilen.... Godt så. Historien er som følger. Jeg har jo en fortid som temmelig tørstig kok og derfor kan jeg godt lide at deltage i nogle møder en gang imellem (for de af jer som ikke allerede har regnet det ud så går jeg i AA - Anonyme Alkoholikere). hvor om alting er så ville jeg til møde på den amerikanske base Bondsteel og kørte frejdigt afsted gennem landskabet - med omkring 40 km i timen i firhjulstræk for det var snevejr og vejene var dækkede. Men jeg kom jo fremad og jeg havde jo god tid... På den anden side af Pristina er der et laaangt lige stykke, hvor bilerne begyndte at sætte farten lidt op og der kom lidt mere flow i trafikken, jeg følger med og det går stadig fint fremad. jeg er alene på vejen og den ser fin og snefri ud så .. "arhh jeg prøver lige" tænkte jeg og tog bilen ud af 4x4. DUMT! der gik ca 25 sek, så ramte jeg et fint snefrit område, problemet var at det var ren is og slingre, dreje rundt og hive godt kontra og lige meget hjalp det og FLUFF så sad jeg i grøften med begge baghjul oppe i luften. Tjekke at lemmerne er hele og orientere mig om hvad der er op og ned, kommer ud af bilen. Et folkevognsrugbrød uden vinduer er stoppet op og ud vælter pæne og nydelige mennesker 5-6 stykker og begynder at spørge om jeg er ok om alt er iorden og begynder at grave med hænderne for at se om vi kan få fronten på bilen gravet fri sammen med forhjulene. "ØH ja jeg er ok men ellers kan jeg ikke forstå så meget af hvad i siger" det forhindrede dem ikke i at fortsætte med at grave og hive og slide. Et slæbetov blev fremtryllet og monteret på rugbrødet. WRRROM KNÆK så røg tovet. På igen dog en smule mindre. wroom knæk igen. Så var det ligesom prøvet og der var ikke mere tov til at binde. På det her tidspunkt har vi fået kommunikeret os frem til at vi er i samme branche og at rugbrødet er fyldt med kokke og tjenere fra en restaurent i Pristina og endnu mere energi blev lagt i at hjælpe den lille forvirrede dansker, som gik rundt og flashede sit KFOR IDkort til alle. der blev ringet til en kammerat som kom med en stor lastbil og en kæde (i stedet for et tov som åbenlyst ikke var stærkt nok) To gange wrrrom og knæk senere fandt vi ud af at bilen altså sådan set sad temmelig mere fast end først antaget. På det her tidspunkt er min udflugt ved at vokse sig til en større redningsaktion med 1 km kø den ene vej og vel sagtens det dobbelte den anden vej. 3 politibiler med 6 betjente til at dirigere trafikken og en unseelig kok der stadig gik rundt og viste sit kforskilt til alle der var interesseret. En lokal mekaniker kom til med en form for hejseanordning og så skete der noget... Han fik bilen rettet op så forhjulene kunne få ordentlig fat og med en del palaver og til sidst en lokal bag rattet fik vi bilen på højkant og ind til siden. Stor jubel hele vejen rundt og bilen blev lige bugseret ind på en tank station og så sparkede mekanikeren på alle fire hjul og sagde at den var ok og at jeg godt kunne køre. Mange tak til alle specielt mine venner fra restaurenten i Pristina. Godt så, hmm skulle jeg vende om eller...Nej fandme nej nu var jeg kommet så langt og havde haft så mange strabadser så nu skulle det blive godt at komme til møde i "klubben" og sludre lidt om dagen og specielt vejen så jeg fortsatte til Camp Bondsteele. Endelig fremme. Lidt problemer ved gaten men små detaljer jeg fik et lift inde i lejren og kom frem i snedriverne og endelig til kappellet. Yes det blir godt det her. Der kom ikke nogen til det skide møde og jeg sad alene i 1 1/2 time før jeg slukøret men heldigt fik et lift til gaten og kunne bevæge mig ned til bilen og hjem mod mitrovica...Per